Fremad mod en stadig større grad af abstraktion? Det kunne være én af konklusionerne på Per Christoffersens nye serie af malerier. Naturen, landskabet og interessen for de oprindelige indianske folkeslag er stadig i fokus, men han er begyndt at bruge en slags kugleperspektiv. Et perspektiv, der i modsætning til centralperspektivet ikke opererer med et forsvindingspunkt, diagonale sigtelinjer ind i billededybden og gradvist aftagende størrelse på de gengivne objekter, men nærmest virker som en kalejdoskop med bøjede former og centrifugale bevægelser. Ikke ulig den måde, hvorpå Picasso og Braque skabte deres kubistiske malerier.
Et øjeæble har form som en kugle, og i Per Christoffersens malerier ser det faktisk ud, som om der er et øje midt i billedet. Et øje, der ser. Og så bliver det hele ikke så lidt metaagtigt. For det, en maler gør, er jo lige præcis at se. Se genstandene og landskabet foran sig med sine øjne. I et klassisk centralperspektivisk maleri er øjet fikseret. Det ser motivet ud fra ét fastsat og ubevægeligt punkt. I et billede med kugleperspektiv og i kubistisk maleri ses verden derimod fra mange forskellige perspektiver på samme tid. Og minder dermed om den måde, vi faktisk reelt sanser verden på. Vi står jo ikke bomstille hele tiden. Drejer vi hovedet bare en smule, ændrer perspektivet sig, og det forstærkes kun, når vi begynder at gå rundt. På den måde kan man sige, at kugleperspektivet og kubismen er en mere reel og faktisk skildring af vores syn og sansning end det i bund og grund kunstigt funderede centralperspektiv. Og det er lige præcis det, der sker i Per Christoffersens nye malerier med deres elliptiske og dynamiske bevægelser. Det bliver en meget fysisk oplevelse at se på disse billeder. Som om vi selv er en aktiv og fysisk del af naturen og landskabet.
Men der er mere endnu. En cirkel har siden tidernes morgen symboliseret harmoni, tænk bare på yin yang-symbolet. Hvis kristendommen og de to øvrige monoteistiske religioner opererer med en lineær tidsopfattelse, har buddhismen, hinduismen og de ældgamle indianske kulturer, Per Christoffersen er så fascineret af, en cirkulær. Alt gentager sig i en evig rytmisk cyklus. Og er det ikke også det, vi ser i naturen med årstidernes skiften? Ja, flere og flere atomfysikere arbejder nu med den teori, at hele universet, eller universerne, er en evig cyklus af undergang og genfødsel. At et univers kollaps i sig har kimen og byggestenene til en, ja, hvad? Videnskabsmænd vil nok ikke bruge ordet genfødsel, men nystart, genetablering, reboot.
Per Christoffersen er ikke videnskabsmand. Han maler bare. Hans tilgang til naturen er, at den er magisk, og at dens magi og skønhed er en integreret del af os selv. Han er betaget og bjergtaget, men også ydmyg. Følelser og sansninger, som vi via kugleperspektivet i hans billedverden på en meget kropslig måde bliver aktivt involveret i. Vi mærker disse malerier helt ind i knoglemarven.
En meget spændende udvikling, Per Christoffersen er inde i.
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
