Giver sig hudløst hen i en skabende proces

Interview med billedkunstner og skulptør Helle Rask Crawford, Saltrup, Græsted

 

Helle Rask Crawford har en kandidatgrad i medicin, men hun har givet sig hen i kunstens tjeneste. Hun lægger sig ikke pladask ned for alt det hippe i kunstlivet. Karakteristisk er de skønne og manifeste figurationer, et meget konkret formsprog, i ler, gips og bronze. ’Kunstrunden’ har udfordret hende på et par spørgsmål:

 

Hvad sker der aktuelt i dit liv som kunstner? 

Kunstnerisk set har 2009 været fyldt op med gode begivenheder. Den korte udgave af historien lyder sådan her: Jeg har udstillet absurde, surrealistiske, kinky skulpturer dels på Folketeatret i forbindelse med opsætningen af Almodovàrs "Alt om min Mor" og dels på Galleri Knud Grothes gruppeudstilling "Fantastiske Figurationer" med magisk realisme som tema. Så har jeg lige deltaget i en gruppeudstilling "Moderne Portræt" på Copenhart Gallery i Valby, hvor genren virkelig blev taget alvorligt. Endelig har jeg alene i år deltaget på 3 censurerede udstillinger i år: Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, Censureret Løvspringsudstilling på Tranum Strandgård og Den censurerede Forårsudstilling, Hillerød. Jeg har været meget glad for at vise mine ting disse steder og i selskab med meget dygtige kunstnere. Endelig skal jeg måske også nævne, at jeg er blevet medlem af Society for Art of Imagination - www.artofimagination.org/Pages/Crawford.html

 

Hvilke temaer og medier arbejder du med?

Jeg arbejder indenfor den klassiske skulpturtradition. Og tit er det myterne og de mytiske figurer, som jeg bliver inspireret af, fordi de personificerer de menneskelige arketyper og problemstillinger meget klart. Med patos lånt fra antikken og vitalismen får jeg, synes jeg, en emotionel kommunikation med betragteren. Konkret arbejder jeg meget gerne efter levende model (selvom det er lidt svært at opstøve kentaurer). Jeg arbejder dels meget realistisk med portrætter og dels magisk realistisk. Medierne er primært ler, gips, metaltråd, hønsenet, polyurethan, jern og bronze.

 

Hvad driver dig og din motivation i arbejdet med kunsten? 

Et rigtig godt spørgsmål. :-) - Jeg kan jo bare ikke lade være!

 

Hvori består de eventuelle særlige inspirationskilder? 

Mine børn er en evig inspirationskilde. Jeg forsøger at indfange skønheden i øjeblikket, hvor Sophia første gang får fat i sin fod som baby, hvor Francesca står helt betuttet efter at have fået skældud, hvor William løber i glad leg på stranden, hvor Harold gavtyveagtigt sprøjter vand på sine søskende, hvor Sean sidder dybt optaget af at forme en lerklump. Skønheden i øjeblikket hvor hesten når sit perfekte trav med hver en muskel under kontrol, hvor vædderne tørner sammen i kamp, hvor gravanden står og spejler sig i vandet, hvor katten samler sig til angreb, hvor hønen lige har fået øje på en regnorm, hvor modellen står i den mest udtryksfulde stilling. Gode historier (tegneserier, gotiske  digte, myter) kalder på den fabulerende skulptur. Min fascination af de gamle mestres kunnen har resulteret i en række skulpturer modelleret efter deres tegninger og malerier. Portræt finder jeg særlig interessant. At forsøge at forstå og derefter udtrykke den portrætteredes psyke gennem modellering af ansigt og statur. Og endelig: Humor. - Nogle af mine skulpturer er lavet til at blive flyttet rundt i forhold til hinanden og hele tiden give nye udtryk. Kunst må gerne være sjov!

 

Hvordan oplever du styrken ved samarbejde med andre kunstnere?

Kunstrunden vil for mange være en anledning til at udvikle udstillinger og kunstprojekter …

Skønt jeg trives vældig godt med at arbejde helt alene i værkstedet, finder jeg det meget inspirerende at samarbejde med kunstnerkolleger. En godt kurateret gruppeudstilling giver dybde til de enkelte værker. De får blandt andet liv gennem spejling i andre. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med andre kunstnere og koordinatorer i Kunstrunden.

 

Se og læs mere på Helle Rask Crawfords hjemmeside: www.helleraskcrawford.dk

 

Interview v/ Jørn Henrik Olsen, kunstkritiker, medredaktør af Magasinet Kunst